Kærestetid

En ting man nemt får nedprioriteret i en travl hverdag, er kvalitetstid som par. Det tror jeg langt de fleste par med børn kan skrive under på. Det drukner i arbejde, børn, madlavning, vasketøj og alle de andre gøremål.

Det går ikke nødvendigvis nemmere her i ferien, for der er også en lang liste af ting vi skal have gjort. Og der er endnu mere mad der skal laves, børn der skal skilles ad, og endnu flere bleer der skal skiftes. Samtidig er det vigtigt at vi får en masse kvalitetstid sammen som familie, hvor børnene både har oplevelser og tomgangstid – men det er altså noget andet end kærestetid.

Så i går, mandag, kørte vi drengene til Hou, ud til mine forældre. Vi skulle have godt et døgns tid sammen uden børn. Planen stod på en tur til Aarhus – med noget shopping og noget kultur. Og Lisbeth ville gerne præsentere mig for et Low Carb spisested og en vegetarisk cafe. Sådan noget har vi jo ikke så forfærdeligt meget af i Aalborg.

Det blev til en overvægt af shopping, frem for kultur, og min andel af shoppingen blev nogen større end den plejer. Efter mit nylige vægttab er det blevet nødvendigt med en udskiftning af garderoben – jeg svømmer nu i skjorter der er størrelse Large, og skal ned i en Medium. Så det blev til fire skjorter, en t-shirt og et par bukser. Lisbeth købte nyt badetøj og et par sandaler – hun køber jo ikke nyt tøj for tiden. Men udbytterigt blev det altså.

På madfronten blev det til en frokost på Ren & stærk. Et Low Carb take-away sted i Mejlgade. Vi fik et par wraps – med hhv. oksekød og kylling. De smagte godt, og æggewrappen fungerede faktisk okay – selvom det aldrig bliver det samme som en lavet af mel.

Jeg lærte også et nyt begreb – PWO-shake. Det er åbenbart en post-workout-shake med proteinpulver. Jeg valgte en med banan-chokolade-smag. Den fungerede ikke særlig godt sammen med en oksekødswrap (surprise). Men til gengæld udgjorde den nærmest et måltid i sig selv – og fungerede dermed som en meget mættende dessert. Tror ikke den var god for kalorieregnskabet.

Til aften spiste vi på Café Gaya i Vestergade. En økologisk vegetarisk og vegansk café. Vi fik deres burger med speltbolle og bønnebøf. Det lyder ret tørt, men var overraskende smagfuldt. Jeg har fået bedre burgere, men den var absolut i den gode ende. Og så fik vi begge Ørbæks Fynsk Forår til. Det gik godt i spænd – vi kan klart anbefale stedet. Og jeg er ikke skræmt fra at prøve et vegetarisk sted en anden gang – hvilket var ret vigtigt for Lisbeth.

Inden vi returnerede til Aalborg gik vi igennem universitetsparken, så jeg også har lidt begreb om hvor Lisbeth studerer. Deres campus har noget mere sjæl end AAUs, må man sige, selvom der selvfølgelig var meget stille på denne tid af året.

Vi sluttede af med dagens kulturelle indslag, hvor vi tog ud til Marselisborg. Heldigvis var Dronningen ikke til stede, så vi gik en tur rundt om huset – det er et fint sommerhus hun har der. Vi så programmerne på DR omkring bl.a. Marselisborg, så det var sjovt at se det i virkeligheden. Og selvom vejret var lidt gråt tog slottet sig fint ud.

Men en ting der undrede os, var hvorfor de har valgt at placere en sådan en grænseovergangs-barak ved indgangen? Det er ligesom om det ikke passer til resten af indtrykket man får derude. 😊

Vi havde en god dag i Aarhus. Vi nød hinandens selskab, og var for en sjælden gangs skyld bare Rasmus og Lisbeth en hel dag. Det er noget vi har gjort i det små før i tiden, og helt klar noget vi kan gentage en anden gang. Tid med børnene er dejligt og vigtigt – men uden tid som kærester så går det ikke.

A fitness journey begins…

For godt halvandet år siden tog jeg en beslutning – det var blevet tid til at gøre noget ved min krops sørgelige tilstand. Jeg ville have bedre kondition, færre overflødige kilo og opnå at jeg ikke skammede mig over min krop i svømmehallen. Jeg ville være fit.

Jeg er ikke typen der har gået særlig meget op i min vægt og min krop tidligere – jeg har selvfølgelig godt kunnet mærke når jeg var blevet større, fordi bukserne ikke passede helt så godt længere. Men generelt har jeg altid gået i løst tøj. Så det har mest bare været lidt mindre løst i perioder.

Men nu skulle der altså ske noget. Men hvordan? Jeg kender mig selv godt nok til at det ikke sker noget, hvis jeg ikke kan se resultaterne umiddelbart. Og med en organisk størrelse som kroppen, er det jo ikke nemt at se forskellen fra dag til dag. Så der skal kunne måles. Og der skal samtidig ikke være en tung dokumentationsproces – altså ikke noget med at måle, veje og notere, alt for meget i hvert fald. Det skal være simpelt. Jeg undersøgte markedet, og faldt ret hurtigt for Fitbit, som er en af de større spillere indenfor fitness-tracking.

Jeg valgte en Fitbit Charge HR, et fitnessarmbånd, som muliggjorde at jeg kunne følge mit daglige aktivitetsniveau. Den tæller antallet af skridt, måler min aktuelle puls, opgør antallet af etager opad jeg har bevæget mig, og en række andre ting, baseret på de indbyggede sensorer. Den kan også registrere og klassificere forskellige typer af fysiske aktiviteter, f.eks. løb eller cykling. Det gør den baseret på de bevægelsesmønstre man udfører, vha. indbygget gyroskop og accelerometer. Alle dataene smider den op i skyen, og præsenterer en opsummering i et let tilgængeligt interface i den tilhørende app. Her kan man så følge hvor meget man har bevæget sig, og hvordan det går med at leve op til de opstillede målsætninger. F.eks. 8.000 skridt per dag, min. 5 dage med træning om ugen, etc.

Men det at tracke sit aktivitetsniveau, er kun den ene halvdel af historien – resultaterne skal jo ses på vægten og i spejlet. Og vægten havde bevæget sig i den rigtige retning, i forvejen. Jeg husker tilbage omkring 2008 at være oppe at veje 89 kg – jeg var lige vendt tilbage fra 10 dage i USA – det gjorde ikke noget godt for sundhedstilstanden. Senere gik vægten nedad, og ved indgangen til 2016 stod vægten på omkring 84-85 kg.

Jeg havde tidligere brugt en app hvor jeg kunne notere vægten i, men det blev for sporadisk at jeg fik vejet mig, og ikke altid jeg fik det noteret, når jeg huskede vægten. Der skulle noget smartere til.

Svaret lå ligefor da jeg fandt ud af at Fitbit havde en Wi-Fi-vægt, der automatisk synkroniserede vægten op i skyen. Fitbit Aria. Slut med at notere manuelt – og slut med at glemme at notere. Nu blev det sammenfattet med aktivitetsdataene, og der blev automatisk lavet grafer og tendenslinjer. Og faktisk kom den med en ekstra feature, kropsfedtmåling, som skulle vise sig at blive en meget væsentligt for min fitness jouney.

Den samlede pris lød på ca. 2.000 kr. Penge der, når jeg ser tilbage, var rigtig godt givet ud. I kommende indlæg, vil jeg følge op med hvordan det har udviklet sig. Kulminerende i denne sommer, hvor jeg for alvor føler at jeg har fået afkast af investeringen.

Starten på en blog

Jeg starter denne blog fordi jeg mangler et sted at eksternalisere mange af de tanker og projekter jeg går og roder med. Tanken er at det kan hjælpe mig med at få styr på tankerne, at konkretisere dem, og forhåbentlig også få udført nogle flere af dem i praksis.

Samtidig kan det forhåbentlig være en kilde til inspiration for andre. Noget der får dem til at tænke nye tanker. Får dem til at lære af mine erfaringer og undgå at gentage mine fejltagelser.

Desuden har jeg ofte tænkt at jeg burde skrive mere ned. Da jeg var yngre brugte jeg en hel del tid på at slægtsforske. Og ligeså spændende som det var at løse det puslespil det er at finde frem til de rigtige forfædre, baseret på kirkebøger og folketællinger – ligeså frustrerede er det at jeg aldrig får at vide hvem de faktisk var – hvad de tænkte og hvad de følte. Det er ikke nogen dagbøger – ikke nogen billeder. Kun et navn, nogle steder og datoer. Sådan synes jeg ikke det skal være for mine forhåbentligt tusindtallige efterkommere – og jeg vil ikke overlade eftermæglet til Facebook og Google.